Festugeflyvningen var nær ved at gå i vandet, og det helt bogstaveligt.

Natten til søndag d. 26. august ramte et skybrud det nordlige Århus. Der opstod alvorlige oversvømmelser i hele området, og engsøen blev fyldt til randen – og vist lidt til. Vores flyveplads gik ikke fri. Ud over det ca. 80mm regn der faldt på selve pladsen, bidrog Egåen med vand nok til at sætte hele den vestlige del af pladsen under vand, så meget at det oversvømmede vejen og også dækkede ca. 1/3 af selve startbanen.

Det var med bange anelser vi betragtede vandets tilbagetrækning. Der var jo kun en uge til festugeopvisningen.

 

Mandag var vandstanden uændret. Selv om Egåen og slusernes pumper gjorde deres bedste for at tømme engsøen, fyldte det tilstrømmende vand op hurtigere end åen kunne tage fra. Det betød at vandstanden faktisk steg yderligere i løbet af mandagen. Det var ikke godt, for netop mandag skulle TV2 Østjylland komme forbi for at optage en foromtale af festugeflyvningen.

Det gik dog over al forventning. Hele 20 af vores medlemmer kunne møde op denne mandag middag og gav TV2s reportagehold fin flyvning at se på og nogle kommentarer med. Find linket til TV2s reportage på vores hjemmeside.

 

Vores hjemmeside var selvfølgelig først med det sidste. Allerede søndag var der billeder af oversvømmelsen på vores forside. Forsiden var op til festugen har præget af arrangementet, og blev opdateret med seneste nyt fra dag til dag. 

Allerede tirsdag havde vandet trukket sig så meget tilbage, at banen var brugbar. Det kunne næsten kun blive bedre frem til lørdag. Men problemet var parkeringsarealet. Der stod stadig vand og selv om vandet evt. ville forsvinde inden lørdag, ville området være sumpet og folk kunne køre fast. Vi skulle finde alternative parkeringspladser. 

En forespørgsel på genbrugsstationen, hvor de vel kunne finde plads til 30 biler, resulterede i et nej, men de foreslog at vi kunne parkere på græsarealet ved genbrugspladsens indkørsel. Bestyrelsen mødtes onsdag aften for at beslutte om opvisningen kunne gennemføres. Her opstod den idé, at hoverpladsen kunne bruges til parkering, hvis markvejen bag klubhuset blev ryddet. Henrik prøvekørte vejen med den store malerbil. Det gik fint. Jorden kunne bære. Torsdag kørte jeg vores plæneklipper igennem vildnisset, og Thomas afprøvede derefter fremkommeligheden med sin Mercedes. Det gik også fint. Kun de mest lavstammede biler kunne få vanskeligheder. Vi besluttede at hoverpladsen kun skulle benyttes som parkeringsplads for medlemmernes biler. Det var for at undgå at have ’civilister’ til at færdes inde på flyvepladsen.

Tilbage var kun at håbe på at besøgstallet svarede til parkeringsmulighederne, ja - eller måske håbe på, at der ville komme så mange besøgende, at de ikke kunne - et luksusdilemma.