Er der termik, når det fryser ????                                     

Det kan Thomas Rune svare på ude fra kulden.

 

Svaret er JA!

Stedet er AMC´s flyveplads den 2. dec. 2012 kl 13.00. Termometeret i bilen står på -1.0 grad ved ankomst til pladsen. Solen har været fremme hele dagen, så muligheden for termik er ikke afskrevet på forhånd!

Den lille Blaster-2 DLG på godt 300 gram og 1,5m i vingefang blev hurtigt gjort klar - der er jo ingen tid at spilde på denne årstid, når den begrænsende faktor er frysende fingre!

Se billederne:

Forholdene er lovende med let vind fra Nord og et begrænset sne-dække, der betyder stor forskel i sol opvarmning af de snedækkede flader og de mørke veje, træer og buske mv. Det giver gode vilkår for udvikling af termik.

Der går da heller ikke mere end et par kast før den første bobbel viser sig i form af, at det lette fly nærmest bliver kastet om på siden. Fuld krængror til modsatte side og så ellers rundt i små cirkler mens flyet følger luftstrømmen langt ind over træerne bag genbrugsstationen. Her støder en flok måger til svævende på stive vinger og kurver sammen med DLGén i et par minutter indtil jeg er så langt væk, at det lille fly blot er en knappenål på himlen. Det er her jeg belært af tidligere tiders (dårlig) erfaring - omend modvilligt forlader termikken og sætter kursen tilbage mod flyvepladsen. Det lykkes ikke at fange flere bobler i samme flyvning på trods af at flyet når tilbage til flyvepladsen i stadig god højde. 

Turen gentager sig i alt tre gange inden for den time jeg havde følelse nok i fingrene til at flyve - og nå ja, så lige at lege fotograf med telefonen i venstre hånd samtidig!

Hvis nogen mangler et julegaveønske endnu, var en DLG måske sagen....den kan sagtens være under et almindeligt juletræ - og jeg vil ikke udelukke at den kan flyve hele aftenen på termikken fra julelysene!

Glædelig jul!
Thomas